Naar du med Smykkets Guld dit Haandled troldomsmykker,
naar Haarets gyldne Haver om din Tinding hænger,
og jeg, fordybet i dets Hav, i Bølgen dykker —,
da føler jeg, den éngang rige, at jeg ikke længer
er den, jeg var, da, før jeg ofiferfaldt
for dig, letsindig drømte, at jeg selv var alt —.
Thi nu, i denne Haves Duft og gyldne Gange,
dér er jeg intet mer, og intet mine Sange —.
Saa ti, du Strofe, utilstrækkeligt du synger!
Thi dette Haar, der lig en Haves skønne Hang
omkring en Marmormur imod din Tinding tynger —,
skal føles tungere ved denne Sang —,
hvori den éngang rige, jeg, der offerfaldt
for dig, bekender, o at du er alt —.