Selv naar jeg danser med dig i mine Arme,
beruset af din Aande, som er Vellugt mer end Varme —,
selv naar mine Hænder, som imod den slanke Vidje,
smeder dig en Ring omkring din meget tynde Midje —,
selv naar jeg saadan holder allermest dig fangen,
er det (skønt jeg ikke tror at mærke det paa Gangen —)
mig, som om du flygter — skønt jeg angst holder fast,
og hører denne Sandhed i mit eget Hjertes Hast —.
Hvorfor, naar vi er ét, naar du mest er mig nær,
naar jeg svimmel af den Vellugt af din Mund og ditVær —,
tror at du er min — hvorfor da denne Pine,
jeg føler ved at forske din adspredte Mine —,
der, selv om den fortæller, at dit Ansigt er smukt,
frygteligt fortæller, at din Sjæl er paa Flugt —.