Prolog ved Politikens Julekoncert
Søndag d. 22. December 1918 i Odd-Fellow-Palæet.
Søndag d. 22. December 1918 i Odd-Fellow-Palæet.
Der sad en gammel Mester, i Himlens store Gaard,
ved Nat, hvor Stjernen smiler, ved Pag hvor Solen staar.
Men denne Mesters Dage var ingen korte Døgn, der gled
i Underverdensglemsel ned —;
thi de var Evighed.
Der sad en herlig Hersker med værdigt hvide Haar.
Hans Dag, som ej var Dage, for os var Tusind Aar —.
Hver Sommer var en Morgen, hverVinter var en Aftenstund,
hvor Gaardens Børn faldt hen i Blund —
ved blide Engles Mund.
En Nat, da Gaarden slumred med hvide Ruders Is
og Sneen stille smykked det kolde Paradis . . .
da syntes Gaardens Mester, at Natten var saa streng og sort,
hver Stjernes Lys stod dobbelt stort —
og koldt ved Gaardens Port.
Da tænkte Himlens Mester: Dér lider Jorden Nød.
De Stjerner er som Øjne, der straaler hos en Død . . .
Hvad kan dog dette være? Hvi trænger alle Stjerner paa
som angste Øjnes Ild, der saa
en Jord, en Jord forgaa . . .
De Salige de slumred bag Sne og Ruders Is.
Men udenfor gik Kulden som Pust om Paradis —.
Vorherre selv blev bange for dette stærke Stjerneskær,
han hørte Lyden af en Hær
og Suset af et Sværd —.
Den Nat, som vared længe, forstod Vorherre selv.
Han voved sig alene ud i det store Hvælv —.
Han vandred ned til Verden, til hvem han éngang gav sig hen.
Vorherre mødte ingen Ven.
Tavs gik han hjem igen.
Og Gaardens Fred blev spottet af Projektilers Spot —.
Den onde viste Tænder dybt i sit onde Slot —.
Han grinte ad Vorherre med Ild og Gløder i sin Mund
Sé, det er Helveds store Stund
paa Underverdnens Bund.
Den Nat blev alle Stjerner til Øjne fuld af Skræk —.
der stirrede mod Porten, der peb i Hul og Spræk —.
Det var som Bud fra Sjæle, der alle bad og vilde ind
og saa paa Himlens Port sig blind
og frøs i Vintrens Vind.
Omsider tav dernede Sværdets kolde Sus
og andre Stjerner lyste ved Himlens kolde Hus —.
Lad Salige kun sove, lad Himlen være kold og hvid,
paa Jorden er det Juletid —.
Nu stilner Graad og Strid.
Bag Paradisets Porte, hver Salig sov nu godt.
Den Ondes Ild er slukket, og slukt den Ondes Slot.
Da plyndred Himlens Mester den hele store Stjernenat
og mens han flygted med sin Skat
stod Paradis forladt.
Han drog til Jordens Lande og gik i Byer om,
og hvor han gik i Gaderne, stod Stjerner hvor han kom.
Han satte dem i Øjnene, han satte dem i Lygtens Skin.
Han satte dem i alle Sind —,
hvor han gik ud og ind.
Der sad en gammel Mester i Himlens store Gaard,
ved Nat, hvor Stjernen smiler, ved Dag hvor Solen staar.
Men denne Mesters Dage, er vore Døgn, der varer ved —,
og glider ej i Glemsel ned —.
Thi vi er Evighed!