I skal komme fra Dagen og Natten, fra Øster og Vester.
I skal komme til Nadverens hvide og straalende Bord.
I skal sætte Jer trygt hos den milde og naadige Mester —,
og høre Fortryllelsen kærlighedsforme hans Ord.
I skal komme i brogede Skarer, i Laser og Pjalter.
I skal komme som Børn af den sorte og bærmede By.
I skal synes, at Bordet er lysende hvidt som et Alter —,
hvor Mesterens Billede løfter sit evige Ly —.
I skal komme fra Portenes Mørke, fra Gaardenes Skakter,
fra Kløfternes Goldhed, og Brøndenes øglede Bund.
I skal løftes til Lyset af milde og naadige Magter —,
en Almagt, der trykker et moderligt Kys paa Jer Mund —.
I skal komme med blændede Øjne, med skælvende Hænder . . .
der længe var uvant med Duften og Drømmen om Mad —.
I skal føle det isne af Fryd i de smeltende Tænder —,
og favne med Blikket, forsultne, det dampende Fad.
I skal samles som fattige Fugle, som Gadernes Spurve
omkring de forjættende fulde og duftende Kurve —.
I skal komme og drikke og æde af Mesterens Mad,
og gøre med al Eders Glæde Mesteren glad —.
I skal komme med Børn og med Fædre til Mesterens
og føle Jer Barndom bevaret i Mesterens Ord . . .
O, glem Eders Kvaler, I blege og bærmede Smaa.
Vorherre blev selv, da han fødtes, lagt mellem Straa . . .
O, glem Eders Sorger i Aften, i Stjernernes Varme.
Det er Mesteren selv, der udstrækker de elskende Arme ...
Glem, Brødre og Søstre, o glem Eders Smerter og Savn.
Han bærer dog Bjerge af Smerter i sin korsfæstede Favn ...
I skal komme som Gæster, der strømmer til Glædernes Kilde,
hvor Vinen er mild, og Maden forunderlig sød —.
Jert Indre skal straale, og Betlehems-Stjernen skal stille
sænke sin Glans gennem Taarer i Øjnenes Glød —.
I skal tømme de dampende Fade, de skummende Krus —.
I skal fylde med summende Hymner de Saliges Hus ...
I skal være i Aften som Rige, der aldrig har kendt
de Sorger, til hvem Eders Mester sit Budskab har sendt . ..
I skal sidde ved Mesterens Side og tale og lé,
og synes det er Mesteren selv, Eders Øjne kan sé . . .
Det er Mesterens Time, der kalder de Fattige ind.
Det er Mesterens Øjne, der skælver i Øjnenes Skin . . .
I skal høre det tone fra Fredsjulens jublende Struber.
I skal høre hvor Mennesket glædes som aldrig før.
I skal høre det bruse af Vinger og hvide Keruber —,
der peger med duftende Palmer mod Himmerigs Dør . ..
Det skal I føle og drømme, I Børn af den øglede Gaard,
at Englenes Vinger vil aande et Kys paa hver Skramme og Saar . . .
Tag Duften af Palmerne med Jer, tag Skinnet af Himmerigs Port,
og løft Eders Øjne imod det, naar Gaarden er øglet og sort.