Nu bøjer mit Hjerte
sig bange tilbage.
Det drager til Landene:
Barndommens Dage —
Nu stiger det stille
i Land paa dets Bredder
Det kender og husker,
hvad Landene hedder.
O, Arme, I rækker
mod Stjernernes Tinder.
Nu møder I myldrende
Rækker af Minder.
O, er din Barndom,
som éngang var Glæde,
Ønsket at mindes,
og grænseløst græde —?
Jul, du er naadig!
Jul, du véd Lindring!
Dræb i mig, Stjerner,
o, denne Erindring —.
Liv, i din bundløse
Brønd skal de strømme,
Dagene, du har
forvandlet til Drømme —.
Svar mig, I fjerne
og barnlige Dage:
Skal I kun vende
som Taarer tilbage.
Sværge, at Landet,
Erindringen sér,
er ikke Sandhed —,
er ikke mér . . .?
Dag, som er kommen,
jeg klamrer mig til dig!
Være som dengang —,
hulker jeg, vil jeg.
Gaa ikke fra mig,
I elskede Aar.
Blot denne Dag,
som i Dag hos mig staar.
Bliv hos mig,
blide og skinnende Time,
hvor Stjerner og Hjerter
forenede kime . . .
Lænkede til mig,
I barnlige Dage,
lever I, kaldet
til Liv af min Klage!