Som et Tempel fuld af Tavshed er min Sjæl,
oprejst for dig, Gudinde, som i Templet gaar,
hvis Billed straalende blandt tavse Søjler staar
med Kapitælerne fordunklet af dit Haar . . .
Som en Søjle med en simpel Kapitæl,
sé, staar jeg selv og støtter Templet og dets Gaard —,
hvor et olympisk Solskin til mit Marmor naar —,
et Solskin, som er dig og Skinnet af dit Haar . . .
O, lad mig staa, forstenet, i min Marmorglans,
min Tro paa dig, og se det Solskin skinne —,
paa Templets Flise, hvor din Fod, Gudinde,
imellem tavse Søjlers skønne Tempelro
fra Himlen træder ned — ad Solens Straalebro —,
imellem tusind gyldne Støvatomers Dans . . .