Atlantis
Til min Onkel, Louis B., der druknede ved en Torpedering 1919.
Til min Onkel, Louis B., der druknede ved en Torpedering 1919.
Der ligger et Land, et Land i den skumrende Stund,
som laa det med lysende Lygter alene paa Altets Bund.
En Gade mod søgrøn Himmel med klareste Lygter paa Rad,
som drømte den sunkne Verden den undersøiske Stad.
Det er som om Lyset spejder igennem den grønne Sø
efter den sunkne Verden, Jordens dybt jordede Ø . . .
hvor Lygterne brænder for ingen, i klar, uforklarlig Ro,
og synes at bygge en Stige, en fjern og forstenet Bro.
Saá sover Jorden alene i Sfærernes grønne Grav;
thi Himlen har lukket sin Bølge, som var den det kolde Hav, —
der gemmer de grædende Skatte paa Verdens vemodige Bund,
og sletter Udslettelsens sidste Smil om den Sunknes Mund . . .
Og støder en stille Luftning mod Aften-Husenes Sten,
skyller en lønlig Dønning tilbage mod Elmens Gren . . .
Den staar i en yppig Bølgen som Algen i natmørkt Vand,
som led den i øde Længsel mod Livets evige Land . . .
Saaledes sover Verden i Farver og Harmoni.
Grønt glider de famlende Vande den favnende Alge forbi . . .
Atlantis-Gaden, der blotter Alverdens uddøde Dag —,
men gemmer, i Skær af Smaragder, Verdens længst sunkne Vrag . . .
Der er en højere Himmel, højt over Sfærernes Hav,
hvor Stjernernes svimle Skibe skuer mod Jordens Grav...
stævnende trygt imod Stranden, etsteds i et blankt Univers,
Landet der smiler i Masten og smykker det straalende Mers.
Saá lyser Foraaret frodigt igennem det frysende Alt.
Det dykker ved Aften i Dybet og kysser de Skibe, som faldt —.
Thi Skumringens havgrønne Tone, der kommer det dybe nær,
er kun en Spejling af Landet, de evige Somres Skær . . .