Fandt vi da lidt i den Lyre, som dybt i hans Hjerte
tvang sine Strenge til Lovsang, at de skulde spille
festligt for Livet, til Lyren for stedse blev stille . . .
se, hvad vi andre af Visernes Ødselhed lærte:
Sangeren staar
o, i Beværtningens Gaard,
smædet og gul som en Blanding af Gips og Metaller,
latterlig lille i Træværkets hellige Haller — —.
Statuen lyner af Mangel paa Lighed, ja Fanden
være med Lighed, naar blot der var Liv, men desværre:
Hvor er den hvide, olympiske Hvælving om Panden?
Hér har man fejret en falmet og kedelig Herre.
Vendt mod en Dør
ind til en Restauratør
staar han som Værten og sér, naar et Glas bliver skænket.
Vølund og Hørvør! Sé, hér blev Sangeren krænket.
Bugnende rigt blev vort Land paa Dusinkontorister.
Blodløse Digtere blegned i Blækket paa Pulten.
O, I var svage, I Skygger af Idealister,
manglede Mod til at mødes med Drømmen og Sulten —,
Drømmen blev den:
Blæk og Kopibog og Pen —.
Nu gaar I om i ulidelig Stilhed og Pine,
mens Idealerne klaprer paa Skrivemaskine . . .
Fandt I en Fejl ved hans Form? Hvad? I Versets Pedanter!
I er moderne ved det, I forguder Teknikken —.
End er han elsket blandt unge og sande Vaganter,
de, der er fri for at møde og aabne Butikken — —.
Naar vi engang
arvende Sangerens Sang,
synger hans Minde og kalder ham Ungdommens Sanger,
da skal I vaagne omvendte og føle en Anger —.
Smædet og gul som en Blanding af Gips og Metaller
ejer vi kun dilettantisk Kopien og Mindet.
Latterlig lille i Træværkets frønnede Haller
staar han og gyder os Harmen og Arven i Sindet . .
Maatte han faa
Plads, hvor en Sanger skal staa.
Ikke som Skilt for Kaféen og netop ved Døren
som en Reklame til Ære for Restauratøren!