Jeg har levet højt en Uge
for lidt Syle for en Sang,
drukket Mælk ved Nattetide
paa en verdslig Restaurant.
Jeg har gjort en Bagers Kone
helt bevæget ved min Sult,
da jeg stod et fuldt Kvartér
og spiste Brød ved hendes Pult
og forsaa mig paa en Kage,
som var hvid af pisket Fløde,
fuld af Syltetøjsmotiver —,
hvis Baldyringer var røde.
Jeg har jublet høj ved Synet
af en rigtig Middagsmad,
som jeg aad, saa der sad Ar
saavel paa Gaffel som paa Fad —.
Jeg har købt et Stykke Sæbe
for en Krone af en Dreng,
der saa ud, som om han savned
baade Sæbe, Søvn og Seng —.
Jeg har spurgt paa dyre Sager,
og paa alt, hvad man kan spise.
Jeg har troet hele Verden
kunde købes for en Vise . . .
Jeg har jublet højt om Morgnen,
naar jeg saa en Stribe Sol
komme listende og stille
kysse Ryggen paa en Stol . . .
Det har pint mig, at jeg ikke
havde mere Mønt igen;
thi da havde jeg købt Blomster
og med Glæde strøet dem hen
over Gulvet i min Stue —.
O, en Blomsterregn om Stolen
skulde være som en Hilsen
til det gyldne Lys fra Solen —.
Jeg har levet højt i Glæde
selv de fire, sidste Dage.
jeg synger et Velkommen,
for min Sult er vendt tilbage —.
Jeg har atter trodsig flyttet
Hullet i min Spændetamp,
og med Glæde sér jeg denne
Tradition betyde Kamp —.
Med et Hurra vil jeg møde
det prekære i min Kummer
Min Værtinde som forlanger
Honoraret for sit Hummer!