Ikke i fine Hoteller
i Hamborgs brede Gader
hvor Lysreklamerne bader
de flotte, taarnhøje Huse
søger jeg Natlogi.
Men kun i de tavse Gyder,
hvor Graaden i Stilheden lyder . . .
dem, som jeg finder den dybeste,
sorteste Armod i.
Ikke blandt skønne, fornemme
Selskabers rige Gæster,
der klædte i Kjole fester
i Hamborgs store Hoteller
fester paa Fyrstevis.
Men kun paa de triste Steder,
hvor Menneskebørnene græder . . .
ledende efter en Lykke
hvor Livet led sit Forlis. —
Natten har slukket Sct. Paullis
Lygter og Hamborg er øde.
Alle dens Lyde er døde —.
Sunket i Mulmet og Søvnen
ligger den store By.
Ad taageslørede Gader
langs sorte og vaade Facader
uden at møde et Menneske
gaar jeg og længes mod Gry.
Forladt af alt og af Verden
(O, ikke forladt af min Muse)
følger jeg Fortovets Huse
rundt i den bundløse, lukkede
Storbys Sten-Labyrinth.
Time gaar efter Time.
Tyst som en trist Pantomime
lever nu Livet i Søvnen.
Kun Sorgens Øjne er tændt . . .
Nede, hvor Vandet i Aisteren
pusler mod Bredden og Broen
med Lyden af Aarer og Roen —,
vandrer jeg, medens jeg mærker
Støvregnens første Stænk.
Træt af at gaa og at græde,
modløs i Regnvejrets Væde
segner jeg vaagen og udmattet
om paa en regnblank Bænk.
Foran mig ligger Hotellet,
»Hamburger Hof«, det første
mit Øje ser, og det største
blandt alle de rige Huse
med endnu straalende Lys.
Mens jeg af Længsel fortæres,
mærker jeg Kulden, som bæres
mod mig med klamme, ulideligt
efteraarsisnende Gys.
Iblandt de fine Hoteller,
af rige Gader omgivet,
af Rigdom inde paa Livet —,
de flotte, taarnhøje Huse,
jeg først var vandret forbi,
fandt jeg i Mørket paa Bænken
Hvile for Tankernes Tænken —,
fandt jeg, o, ene i Verden
alligevel Natlogi.