Jeg husker »Baltic«s lange Landgangsbro
laa hen i Nat og Hvile og retfærdig Ro.
Avisen, som fortalte Fartøjet var kommen,
gik jeg med paa femte Dag i Lommen.
Jeg husker, jeg blev pint af den Avis.
O, mindst for dens Fortællinger om Skibsforlis. —
Men det, der mig som Ild paa Sindet laa,
var to Linjer om, naar »Baltic« skulde gaa . . .
Jeg havde Tænderklapren, Hjerteondt
af tusind Angster, døgnvis Streifen rundt,
af dyrisk Mod, som kendes af besatte,
der forlængst blev ligeglade med at fatte,
at forstaa Forvildelsernes blinde Tog,
der pinselsort igennem Hjernen drog
som Horder, der vil lægge lyse Tanker øde
og marerider al Fornuft tildøde . . .
En Mængde Kasser og klaréret Fragt,
der rejsefærdig i Ballager er henlagt
paa Kajen, hvor de store Baade lægger til,
og hvor ved Dag der larmer Damp og Spil,
de Kasser var som rige paa en sælsom Lugt,
en Sødme af berusende og lagret Frugt,
der vakte Farer, Fjernheder og Æventyr
og fødte Syner af en Guldkysts Byer . . .
Og hér begynder nu en vild Prolog
om Plager, Pinsler af en Streifers Bog,
et Forspil, som var sammensat af Ting,
der hændte én, som flakked syg omkring —.
Hvis Sygdom var et Overmaal af Trang,
af grænseløs, ekstatisk Lyst til Sang —,
ocr Melodier, som i Sorgløshed kan nynnes
og endeløs kun ubestemt begyndes —.
De Melodier af en Malstrøms Kor,
af travl Musik, som sært i Gader gror —,
og Hymner skabt i Færdselens Orkester
af en kaotisk glad og halvgal Mester —.
Jeg vilde kende Livets dybe Lyst,
Alverdens Stemmer i min egen Stemme —,
og trykke hele Jorden til mit Bryst
og være allevegne, allevegne hjemme.
Jeg vilde rejse til La platas Kyst
og se Buenos Aires Piger smile —,
og leve Drømmen i en Jungsmands Dyst,
og vildt charmére hele Chile —.
Til Æventyret paa Korallens Ø
i Stillehavet længtes jeg og sukked,
og syntes, at jeg saa en Bølgesø,
hvor Perleøens hvide Legem vugged —.
Jeg drømte vildt i Nordens kolde Nat
den stumme Drøm om Verdens varme Lande.
Jeg drømte mig til Søs ved »Baltic«s Rat
paa Vej til blaa og sydhavshvide Strande.
Men Magter, som min Længsel ikke saa,
og Tarv, som ikke mig paa Sinde laa
kom og aad som Gruber i min Kind,
fordi jeg levede af Vand og Vind —.
Men Brød i Flæng, og Frugt, o Sangerkost,
var daarlig Modstand imod Regn og Frost
og Taagenætter, raa og iskold Fugt,
der laa som Gys i Blodet indelukt.
Jeg led. Jeg tugtedes af Sult og Nød.
Og hvordan Døende maa føle deres Død
jeg følte stundom i mit frosne Blod —,
en Rædsel naglet i min Haand og Fod.
Jeg banked Hænder, løb som for mit Liv.
Jeg knytted Næver om en fantaseret Kniv —,
som den der vildt vil værge sig i Nøden,
stærk som den, der véd, han dræber Døden —.
Aah, disse Nætter i en hjemløs By,
da Øjelaagets Blod var tungt som Bly —,
en stivnet Graad, som al for sent blev grædt,
da jeg var mer end trøstesløs, og mér en træt.
Aah, disse Nætter ved den kolde Kaj,
da Natten ledte vildt mit Liv, min Vej,
da Æventyrerhjertet sagtnede sit Slag
og mindedes en lys og stille Dag —
i Barndoms Have uden Nød og Strid.
Jeg græd mig hjem, tilbage til en Tid,
hvor Barndoms Blomster voksed ved min Fod
og Moders Billed drømte i mit Blod . . .
Det var en saadan ond og énsom Nat
at »Baltic«s Landgangsbro laa dybt forladt —.
Avisen, som fortalte Fartøjet var kommen,
gik jeg med, i Laser nu, i Lommen.
Jeg var besjælet af en dyrisk Drøm,
en Drengs Beslutning. Denne: Sejl og røm!
fra disse Nætters raa og onde Vind,
og gaa ombord i denne Nat som Blind —.
O, Baltic, Baltic, Hjertet i mig slog
dets egen Sprængnings desperate Sprog —
af Angst for dette dybe Vovestykke,
som i sig rummede min Død og Lykke.
Jeg kunde ikke, mangled Kraft dertil.
Det store, skønne Liv stod hér paa Spil —.
Jeg saa mig druknet, drevet op paa Land —
En ligegyldig, fremmed, ukendt Mand . . .
Instinctets Hjælps guddommelige Støtte
forkyndte dette: Rejse? Til hvad Nytte?
Slænge dig paa Verdenshavet hen!
og komme glemt og gammel, grædende igen
til denne Kyst, din egen kære By,
hvor denne, vise Modgang gør dig ny —.
Hvor dem, du elsker, allesammen gaar
og kalder dine evnerige Aar?
O, Baltic, Baltic, ikke denne Gang!
Mit Hjerte synger Hjemmets dybe Sang —.
Mit Forsyn stod ved Baadens Landgangsbro
Og Havet i mig selv er blaat af Ro.