Du, Kastanie, gode Ven,
i din stride, simple Skønhed,
i din grødemilde Grønhed
sáa jeg Drømme, sank jeg hen —.
Du er grov, og du er god.
Du har Øjne. Du har Blod . . .
Du staar hen paa aaben Mark —
Blæsten mumler i din Manke.
Du har Mæle, Sind og Tanke —
Du har Hjerte bag din Bark . . .
Du er glad; fordi du gror,
dier nøjsom Naadens Jord.
Du er Hjem for Fugl og Bi.
Fuglemunde morgenfløjter,
jubler imod Jublens Højder —
himler i det glade Hi.
Fugl og Træ og Gud og Jord
samler du i samme Kor.
Du Kastanie, det er Høst —
Dine Blade er som Hænder,
der i hektisk Feber brænder . . .
og dit Løv er sælsomt lyst
Bi og Blæst og Fuglemund
tier i din store Stund.