Jeg søgte blandt slingrende Lygter
til Bunds i den bange Ruin.
Dèr laa en Truck, dér en Tender,
Dèr hang et pjaltet Gardin.
Mændenes la morgue-Lygter
lyste ikke —. De lo . . .
Koldt gennem Stumper og Splinter —,
Dèr laa én. — Dèr to.
De grinede søvnigt, de Lygter.
blegt ad en bundløs Ruin —.
Jorden, der tørsted i Frosten,
drak Varme af Hjerternes Vin . . .
Mænd løber med Lygter,
Lygter, Skin ved Skin,
Afmægtige Prikker, der søger
angste til Hjerterne ind. —
Hjul højt i Luften! Døre,
der er som sprængt i et Brag
Splinterne, Spærene rækker
angst mod den gryende Dag.
Dybt end Ruinen dølger
Døde, der fryser i Nat . . .
To Tog er en rygende Dynge.
De ligner et morderisk Krat.