Paa en Baggrund, en Blanding af Stjerner og Tog,
Waggonernes Tage, som Lamperne tegner —,
mens Lyset som Taarer i Billedet regner . . .
kommer paa Baarer, paa Baarer de Døde.
Presenninger siver . . . De plettedes røde. —
Paa Baggrund af, o, ubarmhjertige Smil,
af iskolde Stjerner, der mumler i Gaader,
— hvor kan I smile, hvor Kvalerne raader? —
kommer, udstrakte bag Tæppernes Dække,
de, som selv ikke Stjerner kan vække. —
De bæres ad Skrænten, de løftes i Lys,
der slingrer og famler ved Buffer og Trucker.
Hør, hvor det dybt gennem Masserne sukker —:
Hvem er det? Hvor mange? Ambulancerne fløjter.
Stjernerne straaler i iskolde Højder . . .
O, Tanke, du tænker for ringe, for lidt
paa dem, der nu segner i Taarernes Arme
Du føler en sælsom, halvt frysende Varme . . .
Honnør for de Døde! Hvorfor var det Eder,
vi andre en hulkende Hilsen bereder?
Det gælder Landet, det gælder dem,
der fjernt i et Ekko skal græde og gyse —
De maa ikke glemmes, de maa ikke fryse . . .
de, som udstrakte paa Baarerne hviler.
Hver Gang vi græder, véd vi, de smiler. —