Ingen, som lever og elsker Livet, vil glemme Livet i Nat,
da under Fyr-Ilds-Faner Tog-Meteorerne lyste,
blinked imod hinanden, lynte og standsede brat —,
stod, og stod saa alene, sort og forladt.
Ingen, hvis Hjerte rødmer, sygt i det samme Skær —-,
søger ej angst til Stedet, hvor Mørket mumler i Blinde
nævnende Ven og Veninde, nævnende dem, vi har kær.
Stedet, en fredelig Dæmning, hvor Stjernen spejled sig blidt
i natligt blinkende Skinner, der laa saa spinkle og fine —,
blev som et Bjerg, der drønede, dybt som af Dynamit —.
Da klang i Natten pludselig Skrig for hvert Skridt . . .
Stedet, sort imod Stjerner, mættet af Højtid og Blod,
blev som en Dal af Dræbte, der bad til Stjernernes Kulde,
mens øjnene barnligt fulde af Dødens Taarer stod.
Ingen, som lever og lytter, vil undgaa Skrigenes Kog.
Dampens Syden og alle de hæse, vrede Ventiler
Dèr, mellem Stop-Signaler, der taler det rode Sprog,
holder begge de sorte, søndrede to Tog.
Det er, som de favner hinanden, i Rædslens Kongefavn,
som Mand favner Moder, som Moder Barnet, det hvide,
De ligger Side om Side. O, Moder, skønne Navn!