Den røde Mælkevogn. Den dybt forkomne Hest.
Sé, Kusken er en Ynk, et Fjæs i Klude —.
Han vender Ryggen til den blaa og barske Blæst,
mens der er Is og Haver paa hver Rude . . .
Hør, disse Hove i den haarde Luft.
O, denne Dag har Ilten, Isens Duft.
De røde Mure i den haarde, røde Dag.
Hver Skorsten er som skaaret ud af Luften —.
Jeg føler Hjertet i mig med et bidsk Behag,
og nærer dette med et Drag af Duften —.
Du Kulde, sæt kun Tænder i min Kind.
Din Barskhed sætter Sødme i mit Sind
De sorte Bævere er Folk i Pels og Plyds.
De render idiotisk rundt i Gaden.
De bèr sig fri for Kuldens Kærtegn og dens Kys.
De hader denne havblaa Storm i Staden.
De kender ikke Frostens Kongefest.
Den nøgne Glæde ved den bidske Blæst!
Den gule Sol. Den røde Vogn. En Støvtyfon
To Drenge rasler kækt forbi paa Skøjter.
Og jeg som kaldte Mælkekusken for Kujon,
jeg hører nu, at Kusken gaar og fløjter . . .
Jeg lytter til ham, mens jeg gaar forbi.
Hans Fløjten er en Drøm, en Melodi . . .