Regnen faldt ret paa mig, let paa mig, tæt.
Natten var fuld som af Traade og Net . . .
Regnen løb Tap paa og drap paa min Frakke
og ned ad min Nakke —.
Skyggen paa Hatten
tyngedes nedad af Havet i Natten —.
Men under Skyggen
smilede Lykken
baade ad vaad Hat og Vand paa Parykken.
Regnen faldt smaat paa mig, raat paa mig, skraat —.
Natten var vildsom, og Vejret var vaadt.
Regnen var Himlen, og Himlen var Havet —,
og jeg var begravet —
som i en Sluse
dybt mellem slukkede Lygter og Huse.
O, men den Glæde
at trave og træde
ung gennem Uvejr og Vandvejr og Væde!
En Lygte saas flygte, et flimrende Punkt.
Regnen faldt ret paa mig, tæt paa mig, tungt.
Sluserne drev ad min Nakke, min Frakke,
men jeg tog til Takke —.
Regn, du kan regne
og Himlen i Sluser og Søer kan segne —.
Trods Regnen, der sived,
mig blev dog givet
Fryden og Festen. O, Livet, o Livet.