Jeg er en tørstig Vandrer,
der standser ved en Kilde.
Ved Klippens Fod den springer
men Vandet falder stille.
Jeg bøjer mig mod Klippen
saa ømt mod Kildemunden.
Da er det som jeg føler
mit Blod til Kilden bunden . . .
Jeg drikker vildt af Vældet,
og mærker, at det brænder —.
Da er det, som om Kilden
faar ømme, stille Hænder . . .
Mens jeg forundret lytter —,
og træt mit Hoved løfter,
da er det som om Klippen
faar Kind- og Hage-Kløfter . . .
Da mærker jeg det mere:
Hvor dette Væld dog brænder!
I Klippens dunkle Aasyn
jeg dine Træk genkender . . .
Dèr staar du for mit Aasyn,
som Bjergets Væg, der hviler.
Dèr staar du for min Undren,
som Kilden selv — og smiler . . .
Da bøjer jeg mig atter
i Tørst mod Kildemunden,
og føler denne Lykke:
Af dine Læber bunden.
Jeg er en tørstig Vandrer,
der standser ved en Kilde.
Jeg kendte ikke Stedet,
fordi du stod saa stille . . .