Jeg er i Aften langt borte fra dig.
Os skiller de Sovendes Rige.
Jeg er en Fremmed. Kender du mig,
du unge, sovende Pige?
Sér jeg mig stum paa dit Aasyns Smil?
Du er dog stedse den samme.
Ynden, der bygger din Barne-Profil,
et Billed i Haarets Ramme.
Du sover, og Dagen bevares i dig.
Det er som den ligger og lyser
med lønlig Sol for et sorgfuldt Jeg —,
der stirrer saa tomt —, og fryser . . .
Linjernes Fald i dit løse Haar
taler ved Kinder og Øre
om Bølger, der ømt imod Bredden slaar
fra Havet, du ikke kan høre . . .
Thi jeg er et Hav og en havfyldt Nat,
der vaager tæt ved din Side.
Stumt og forstenet. Stort og forladt.
Men det skal du aldrig vide.