Hun vander sine Blomster
og fodrer sine Fugle.
Se, Særkens ene Sele
glider løst nedover Armen.
Og Lyset fra den sunde Sol,
den glade, gyldne Kugle,
falder dér, hvor Morgendragten
blotter lidt af Barmen —.
Jeg sér et Glimt af Sletter
og skjulte Yndigheder.
Jeg aner hendes Legeme,
der tegner sig saa sart
bag Særkens slappe Linjer,
hvor mine Blikke leder
og jubler, hvor de mærker,
hendes Former tager Fart —.
Aah, Sol og Himmel ser det:
Hendes Uforstyrrethed
og Fred ved blot at gaa
omkring og tulre —.
Hun tager dog de tusind Kys,
som Solen sender ned
og kysser sig som gal
paa hendes Skuldre . . .
Dér staar hun: Livets Datter.
Vorherre! Se dit Værk.
Hun blusser hvidt og dejligt
under Linet.
Det er, som om der lyser
en Gudinde i den Særk,
saa bondepigefrisk —
og dog forfinet . . .