Med farvede Ruder den brænder sin dæmpede Fakkel,
den brogede Kiosk, hvor Alverden gaar oprømt forbi.
Den stirrer med Øjne og lytter til Gadens Spektakel
og føler sig tvunget i Slægt med dens Disharmoni.
Det er sært, siger Kiosken, men Publikum har mig vist kær.
Hvis Søgningen til mig blir ved, blir jeg snart populær.
Det er sært, at jeg snart har Besked til »Levinsen og Cohn«,
og saa til en Konfirmation —.
Saa nu ringer det i mig. Hallo.
Det er min Telefon.
Hvor Sporvogne kører som gyldne og sælsomme Slæder,
og Fodtrin gaar travle forbi i en ilende Strøm,
staar Kiosken, et Hjerte for bankende Sorger og Glæder,
for levende Haab som for mangen en sønderknust Drøm —.
Det er Synd, siger Kiosken, den Pige, som venter Besked,
hun svinger i Angst mellem alt, hvad hun tænker og véd
om den Ven, som hun venter og venter, til Kinden blir klam —,
den evindeligt elskede »ham« —.
Saa nu kommer han. Endelig. Ak,
i et kort Telegram.
O, Livet gaar fossende rundt om min lysende Hytte.
Man køber Aviser og spør ved min klaprende Lem.
Men kommer der nogen forundret og spør til hvad Nytte —,
viser jeg ud imod Taagen og Lygternes Em —.
Det er Liv, siger jeg. Sé, de ilende Menneskebørn.
De er skabt til at døje og tage en smertende Tørn.
Det er Synd, siger jeg, det er sært, som det hele er fat —,
jeg finder det mærkeligt, at — —
Saa nu slukker man vist mine Lys.
Ja ja, da. Godnat.