Saa sødt den martrer mig, din Pigemund.
Den er som røde Frugter, jeg fortærer.
Den er en Ild, som brænder mig i Kyssets Stund.
En Ild, jeg brænder efter og begærer.
Du møder uden Ord mig med din Mund.
O, Attraa savner Ord, men aldrig Mæle —.
Den er en Brønd, som sødmefyldt er uden Bund.
En Brønd, som jeg vil søge til og knæle.
Den er som ladet med en smidig Magt,
der lænker mig med Anelser af Navne —.
For hjælpeløs til selv at faa dem sagt . . .
De er Bønfaldelserne om at favne.
Du aander mod mig al dit Væsens Ild.
Du slaar som Blomsten fra dit Bægers Rande
din Valmuglød, din Duft imod mig, til
den tænder i mig selv Begærets Brande.
Thi i din Læbe strømmer Hjertets Blod,
der dæmrer med Hengivenhedens Glæde.
Du giver hen dig selv med Ro og Mod
til den, som mér end Læbens Frugt skal æde . . .
O, al din Villen er i denne Mund.
Dit Pigevæsens Higen og dets Hede.
Den siger jo til mig, din Elsker, kun,
at du er glad for Mødet og er rede. . . .