Det banker af saa vild og ung en Glæde.
Det banker af en Hymne til Guds Dag.
Det lever i en Festdragts Purpurklæde.
Al Livets Sødme strømmer i dets Slag.
Dets Blod er Vin. Dets Aarer Blomsterstilke.
Dets Kamre forede med Ild og Silke.
Det er saa levende og varmt til Mode,
som syntes det, at Liv betyder Fryd.
Dets Pulsslag er som selve Glædens Ode,
der banker af en underjordisk Lyd —.
Ja Liv er Fest, og salig den som fødtes
og ufortjent med Livets Under mødtes.
Der drager røde, gyldentrøde Floder,
som farvet af en Ild, en Solopgang
henstrømmer i sit Leje, Livets Moder,
Jorden, som har fostret det engang —.
Og Strømmen fødes i et Foraars Kilder.
I Smertens Delta tidt den sig forvilder.
Og Hjernens Tanker vugger ind som Baade,
der tumler sig i Festens Glød og Skær.
De er saa ellevilde, smaa og kaade;
thi ingen Død og Visnen synes nær.
De er som Tankerne hos Føl og Plage —,
der takker Livet for dets Sol og Dage.
Aah alt, som fødes for at føle dette,
Livets rige Sødme og dets Fest,
vil kappes om at juble og berette
om Miraklet: Jeg er Livets Gæst —.
Hjertet gemmer det i sine Kamre,
Livet, Livet. Hør, o hør det hamre.