Men hvad fejler dig min Støvle,
du min Ven i Vandreglæden,
er du træt af al min Træden —,
af min Trods og al min Trampen
over Stier, over Stene —?
Ser du ikke, vi er ene —,
kan vi standse midt i Kampen?
Jeg er Skyld i al din Kummer,
dine uforskyldte Kaar,
dine Saaler er kun Saar —.
Hvis din Skaber var tilstede,
og han saa dig som en Skygge
af sit gamle Svendestykke,
maatte Manden bittert græde.
Men jeg véd, at du vil harmes,
for nu hører du det atter:
Jeg er sammensat af Latter —,
jeg er Søn af Sorgløsheden,
eftertragter ingen Gerning.
Kun tilfældigt Kast med Terning
er mit Æventyr, mit Eden.
Derfor blev din Skæbne ussel,
derfor gaber du af Vrede
ved at konstatere Glæde
i min Sjæl, endskønt vi begge
lider Nød og lutter Plage,
mest fordi du er den svage,
er du lige ved at brække.
Hold dog op med al den Klynken.
Jeg skal sparke, hvis du flæber.
Luk dog Gabet. Saml de Kæber.
Det kan ikke gaa i Længden,
Folk kan sé, jeg er en Stodder.
Luk dog Munden i, din Odder!
Vil du røbe mig for Mængden?
Skal jeg true med at trave
endnu tredve Kilometer?
Vil du se, hvordan Poeter
selv med Støvler uden Bunder,
fuld af Savn og fuld af Mén,
over Stier, som er Sten —,
vinder fremad nuomstunder?
Jeg skal vade imod Blæsten,
drikke Vind og sluge Spyt,
lé mig vild i mit Gemyt —.
Jeg skal knytte mine Hænder,
sige Ja til liere Kvaler,
jeg har lært, at det husvaler —
naar man mister alle Venner.
Jeg skal træde dig i Laser,
til du flagrer mig om Foden —.
Det gør grønne Sjæle moden . . .
Du skal smuldre til Ruiner
af en Mesters Svendestykke,
som ej mér er til at pløkke —,
det til Tak fordi du tviner.
*
Kære Støvle, o jeg angrer,
jeg har glemt, hvad du har været,
glemt hvor graadigt jeg har tæret
paa din lange Tapperhed.
Hvilke Veje vi har gaaet ,
og i Armod intet naaet,
bedst af os, min Ven, du vêd.
Du har baaret paa min Hunger,
du har vandret med en vild —,
og min Armods syge Ild,
al min Trods og al min bryd
har du baaret i din Smerte,
saa kun Støv, men aldrig Sværte —,
aldrig hørte jeg en Lyd.
Jeg forstaar, at du vil hvile,
at du beder om en Rast,
mens din Saal blir sømmet fast.
Vid, nu føler jeg det samme:
Denne Storm i mine Skridt
vil jeg gerne stilne lidt,
dine Snører blir saa stramme.
Jeg skal synge dig en Vise,
som os begge to behager
om en Sko- og Støvlemager,
som kan lindre alle Kvaler.
Dér hvor Foden nøgen træder
gør han Lægedom med Læder,
dersom bare man betaler.
Jeg skal synge om hans Pløkker,
om hans Læst og gode Søm,
men betænk, det er en Drøm,
jeg i Nøden for dig maler.
Til at genoprette Tabet,
saa du glemmer du har gabet —,
dertil fordres Kapitaler.
Og det er den gamle Vise:
Alle Vejene er trange
for en Sjæl, som kun har Sange —
for en Vandrerdebutant.
Men han knytter sine Hænder,
du, og lér og bider Tænder,
for det gjorde de, der vandt.
Der er lange, lange Veje,
som skal trampes før man hviler,
selv om Foden flittigt iler —.
Kan man lé midt i sin Klage,
i de Kampe, man maa kæmpe,
i de Skrig, man ej kan dæmpe,
er der Ungdom end tilbage.