Den store Verden har lukket sig tavs.
Lysene sluktes i Staden.
Maaneskibet gled tyst til Havs —,
og øde laa Kajen og Gaden.
Der staar paa den store Plads en Sten,
en Søjle fuld af Plakater —.
Den staar som en mørk og formummet én —.
En sort Franciskaner-Pater . . .
Hvem gaar forbi i den sene Nat,
og hvem gik for længe siden,
stum og andægtig, med bøjet Hat —,
i munkeformummet Skriden . . .?
Se, han gaar frem i Maanens Skær,
og standser, den stivnede Fader . . .
En Skygge, der drager det hvide Vejr —
og staar i de evige Gader . . .
Kan være den Tanke er sær og decent.
Men Maanen gaar hen over Havet —,
belyser en Søjle, et sort Monument,
som ligger her nogen begravet . . .