Vi durrer, vi surrer, vi synger vor Sang.
Vi Klokker vi rokker i Kor paa vor Stang.
Hvad ved vi om Vejen er let eller lang?
Vi Pæle har Mæle i mumlende Ord.
Naar Natten slaar Harpen, vor stormende Snor,
da er det som Sjæle, der kalder i Kor . . .
Vi truer, vi truer, vi taler til dem,
der sover paa Veje. Vi siger: Gaa hjem —.
Men kan ikke sige til hvem, til hvem.
Du Vandrer, du Vandrer, hvorhen gaar din Vej?
O, véd du det, véd du det? Ja eller Nej. —
Men hjælpe dig, hjælpe dig evner vi ej.
Vi vaager, vi vaager paa Hede og Al.
Hvem sover paa Vejen i Stjernernes Sal?
Én, der blev éne, og én, der blev gal . . .
Vi Pæle har Mæle i mumlende Kor
i Mørket, i Mørket om alle, som for —,
vi véd ikke, véd ikke, véd ikke hvor . . .