Ishaverne blomstrer paa Rudernes Glar,
og Vindveme stirrer i vinterlig Blinde.
Hvem lever, hvem bor nu, hvem beder derinde?
Mon Døren, den stængte, kan give et Svar?
Hvem sætter sin Vogn i den frysende Stald?
O, er det en Vandrer, en farende Skjald?
Der gik i de tusinde Vintre et Tog
af Tiggere, Kræmmere, Landevejsbærme
i Laser og luvhullet Hue og Ærme —.
Ak, vidste de fleste mon hvorhen de drog?
De beded paa Kroen og bad ved dens Skænk.
De tog sig et Bæger ved Bord og paa Bænk.
Mens Betlere vandred og Bønderne for
til Vogns ad de stenede, stormende Veje,
og Bækken løb stum i sit stivnede Leje —,
og mens der kom vandrende Kulde fra Nord,
og Gæsterne sov i den ældgamle Gaard,
da drog forbi Kroen de hundrede Aar —.
Ja, hvem har da stirret mod Vindverne ind?
Gøglere, Tatere, Fragtmænd og Farende.
Frysende kom de, mens Kroen forvarende
varmed de sølle, forhutlede Sind.
Dér sad de og pusted om Fingrenes Kuld.
Dér sad de og drak til Forstanden løb fuld.
Og fremmede Kerle med Vaaben ved Lænd
løb over med wilden Geschichten og Løgne,
med blussende Kinder og skinnende Øjne
sad Landsknægte stærke som mægtige Mænd.
Og Larmen løb tung imod Rudernes Glar.
Man praled af Krige og Sværdhug og Ar.
Da kom der en Sommer en syngende én
med Lut i en Rem over Ryggen og Halsen,
Fyren — en farende Sanger paa Valsen —,
havde trods Barten saa barnlige Ben . . .
Han stilled sig foran den smilende Kro
og skrævede lidt i de snurrige Sko.
Saa slog han sin Lut med en legende Haand
og sang en besynderlig Vise om Vandring,
om Vinter og Foraar og evig Forandring . . .
Og Øjnene, Trækkene lyste af Aand —.
Han sang om det sære: at gaa, blot at gaa . . .
og synge om Solen og Blomster og Straa.
Han sang om en Pige, som ingen har sét.
Han spurgte i Sangen: Ak, hvor er du henne?
Han elsked den blide. Han elsked kun denne —.
Men inde bag Ruderne dér blev der lét . . .
En Jomfru ved Skænken stod bange og tyst,
som følte hun Taarer af Sødme og Lyst. —
Men Sangeren hvisked ved Ruden: Godnat —
og slængte saa Lire og Lut over Nakken,
og nynnende slentred han bort over Bakken.
Og Maanen forkyndte den hjemløse Nat. —
Men inde i Kroen dér staar nu en Glut.
Hun lytter endnu efter Lyd af en Lut . . .
Hvem sover i Nat i den frysende Kro?
Hvem søger sig Vej gennem Natten og Blæsten,
og hvem er vel Værten, og hvem er vel Gæsten?
Hvem slumrer i Mulde i milevid Ro?
Der leger en Vind i den frysende Gaard.
Den leged derinde i hundrede Aar . . .