Hvem kan forklare mig dette
simple og samtidig sære,
at Gaden og alle dens tændte
Lygter er mig saa kære —?
De Lys jeg sér straale ved Aften,
naar Gaden af Livsglæde strømmer
og dønner af Dagværkets Raaben
om Daad med den daadløse Drømmer.
Hvem kan i Menneskesværmen
sé mig saa venligt i Møde
mere end Aftenens Lamper,
der gyldne og brogede gløde
og lyser i Malmstrømmens travle
og bølgende Færdselsfloder,
de, der er myldrende rige
paa tusinde, smaa Episoder.
Den Tummel i Gaden kan tie.
Enhver være gaaet til sit.
Forstumme kan alle de mange
travle og ilende Skridt.
Gaden kan ligge og stirre
med Ruder, der aander et øde
altid vil Aftenens Lamper
lyse som Drøm i det døde,
være som Øjne af nye
Morgner, der ser mig i Møde.