Der sejler en Himmel hernede,
en Taage af tusinde smaa
Blomster i hvirvlende Baner.
De fødtes et Sted i det Blaa —.
Som hvide og myldrende Skarer,
der flygter, forfulgt af en Kulde,
men kommer af Festlighed fulde.
Se, jeg er i Midten af Dansen,
Balletten, som trædes i Rummet.
Jeg mærker, at Byen og Dagen
har fjernet sig, synes forstummet . . .
Skønt Skarerne hvirvler og hvirvler,
og Trinene synes mig vilde,
er Dansen forunderlig stille.
Kun Blæsten, der kaster sin Gynge,
sit Sus i henaandede Takter,
sin Verden af énshvide Blomster
omkring en begravet Betragter —,
yder Musikken til Dansen,
en Mumlen, som jeg kun kan høre.
Den lever som Kys i mit Øre . . .
Se, Himlen blir ved med at falde
og sejle, og Dansen staar paa.
Og Skarerne synes at flokke
sig dér, hvor jeg netop vil gaa . . .
som tyste, utallige Fugle,
der flagrende fylder mit Blik
i Ly af tilhyllet Musik . . .
Jeg synes, at Gaderne segner,
og Byen gaar under i Sné.
Fortryllet og ene i Taagen
er Jubel min eneste Vé . . .
Men Fnuggene strander paa Frakken,
og Blomsterne lægger sig spæde.
Vidunderne bliver til Væde . . .
Med ét sér jeg Dansen staa stille,
mens Skarerne synes at flygte.
Og Luften er pludselig aaben —.
Se, den forvandlede Lygte.
Af Himlen og Fuglenes Flokke
staar der i Byen tilbage
en Verden af snéhvide Tage.