Jeg lo, da jeg saa, at det snéede i Nat,
for jeg vidste, hvert Hus vilde faa sig en Hat
en Hue af Æterens himmelske Uld
med Blomster fra Marker, der ikke har Muld . . .
Jeg lo, da jeg saa den paa Taarnene sat.
De knejste saa hvide som svøbte i Vat —.
Jeg saa, at min By var saa lysende fuld
af Tinder og Tage med Huer af Uld.
Jeg lo ad en Lygte, jeg saa i en Gade.
Den kom mig i Mede som fra Maskerade —.
Den stod saa naragtig, men festligt tilhyllet.
Min Latter blev stille. Jeg smilte fortryllet . . ,
Men rundt om laa snehvide Blomster og Blade.
De bredte en Skovbund ud over en Gade . . .