Jeg søgte Plads som Mélmand
hos en Bager.
For Manden søgte en Forvalter
til sit Lager.
„En som kender lidt til Regning
og til Skrift
vil faa Mulighed for Fremtidsplads
i min Bedrift”.
Jeg mødte op med Vidnesbyrd
om Mgplus i Fransk,
endskønt det kneb for Manden
med at fatte Dansk.
Jeg stod og tænkte paa Veltalenheden
hos Virgil.
Og paa min Regning, som var slet.
Men jeg var god til Stil.
Om mine Forudsætninger? Hr. Bager,
sé mit Blik.
Jeg har studeret nybagt Brød
i hver Butik,
hvor Himmeriges Duft af Mad
slog mig i Møde —
og lagde en Forhaabning
om et Maaltid øde.
Aah, Gud, jeg vidste næppe,
hvordan Kringler stables.
Men kun hvorledes der i Fattigdom
kan fables
om søde Ting og Rigdom
og et Paradis
af én, hvis Freidighed fornemmer
sit Forlis. —
Jeg stod i Kø blandt Kørere
og Kuske,
hvis haarde Næver og hvis Lænder
jeg vil huske.
Fuld af Skam, som én, der skjuler
han har grædt,
stod jeg dybt nedslaaet, vraget,
ak, for min Lorgnet.
Saa slog jeg Kalk i otte Dage
paa en Byggeplads,
bistaaet af min Guldlorgnet,
endskønt der gik et Glas.
Og jeg fik Saar af Frost og Limstén
paa min Læbe.
Men Murerne beundred mig:
Den Fyr kan slæbe.
Og jeg fik Ugeløn og bar
den ved mit Hjerte.
Den var som Draaber Guld, der drypped
af min Smerte . . .
Den var mit Kød og Blod. O, Mønterne
var blanke.
som var de støbt i Glansen af en Taare
i min Tanke . . .
Men Skæbnen, Fagforeningen,
jog mig af Pladsen.
For jeg var ikke én, der svared
Kontingent til Kassen —.
Og dette Træk blev Trængslerne
ved Æventyret;
thi var før forsmaaet, blev nu jeg
grundigt fyret. —
Nu vil jeg vandre til en Vismands Hus
og spørge:
Hvad er et Levned til, som lærer én
at sørge?
For jeg er syg af Raadvildhed
og panisk Haaben.
„Min Ven, de vise Ord, dem horer De
hos Taaben.” —
Da vil jeg vandre til en Daares Dør
og lytte.
Hvordan besvarer han mit Spørgsmaal:
Nødens Nytte?
Men Daaren vil kun lé og kalde
mig en Nar,
fordi jeg stiller Spørgsmaal op
og venter Svar.
Da vil jeg søge i min egen Sjæl
og vente,
at Glæden, som var død, imens
det haarde hændte,
paany vil gro og sætte Blomster
i mit Blod
saa kan jeg synge højt om Vémod,
som blev Mod.
For søge Pladser, sér jeg nu,
er udelukt.
Jeg vil kun søge, hvad der er,
tilfældigt smukt . . .
Hvad nytted det, jeg søgte Pladser
hundred Gange
og mødte med det samme sære:
Jeg har Sange —.