I Larslejstræde, Pilestræde og Kattesundet med
faar alle smaa Huse og de store Huse med
en vidunderlig gylden Tone og en Tone af Fred —;
thi i alle smaa Butikker og ved den lave Trappestén
tændes Duft af Julens Lys, grønnes Julens Gren. —
Jeg ved, at det vil bølge med Bajeres gyldne Flod
i Hestemøllestræde, Løvstræde, ja, en gylden Flod —,
og der vil falde Stjerner for den Fattiges Fod . . .
Glade Sporvognsklokker vil ringe Juleaften ind,
og unge Æbler vil modnes paa Armodets Kind . . .
Klingre Klokker, ring nu, paa Stræde og Gadens Sten.
Sving, Jerusalems Palme, din kongelige Gren . . .
ud over de smaa Stræder din grønne, fromme Gren.
Nu smykker stille Stjerner det hvide Strædes Skær,
Jubelen drager i Gaden, som en usynlig, syngende Hær . . .
I Larslejstræde, Løngangstræde og Løvstræde med
vil den Forhærdede smile, forsonet med Fortræd —.
Frygtelighedens Verden skal vige for Fred . . .
I smaa Ruders Rammer glider Glædens Aasyn ind
og smiler fornøjet til Vinterens hvidt duftende Vind . . .
Flæskesteg og Kage, Knalderter, Stads og Pynt
skal risle med Farver og med ringende Mønt . . .
Og hver en Lomme skal kime som af klingende Mønt . . .
Laura og Stella skal gaa med nydelige Sko,
og synes, at de ejer Verden, Juledag paa Vesterbro.
Alle Kultorvets Døre, og alle Strædernes Døre med
vil hvælve sig som Porte af Pathos og Fred —.
Som Verdner, der hviler i Verdner af Fred . . .
Klokke-Larslejstræde, Klokke-Løngangstræde med.
Faderligt forenet i en from Alfaders Fred.
Julens Stjerner stirrer i Stadens Hus og Gaard,
og sætter sin gyldne Glorie paa den Fattiges Haar . . .
gavmildt sin gyldne Gave, sin Krone paa hans Haar. —
Der smiler en By af Stræder, af stille Gader med.
Man hører kun Sneen, Julens hvide Fjed . . .