Ak, trives Visdoms Blomster, og tændes Skønheds Blus
i Gaden for Saxo Grammaticus?
Ak, reder Kløgt og Renhed en Seng af dette Smuds,
i Gaden for Saxo Grammaticus?
Nej, Konger drikker ikke med Kældrens Herrer Dus,
selv ej i Gaden for Grammaticus.
Hvor Øllet Vin erstatter, og Kongens Drik er Sjus,
dér sidder ingen lærd Grammaticus,
der i Latin beretter om Saxogades Smuds
nej, ingen lærd Saxo Grammaticus.
En svinsk Pastel, som males af Støv og Spiritus
til Minde om Saxo Grammaticus . . .
Jeg maler ikke Slaphed. Jeg er Grammaticus,
i dette Digt med Svineriet Dus . . .
Endskønt det ikke rager den gamle Dominus —.
Alligevel. Værsgod! Grammaticus!
Dér har, ej paa Latin, du Seklets Lazarus —.
Han er vel Digtet værd, Grammaticus?
Hans Duft er ikke Blomsters, hans Blik ej Aandens Blus,
men klassisk er han nu, Grammaticus!
Og Rendestenens rent ud venetianske Flod af Smuds . . .
har Renæssancens i sig, Hr. Grammaticus.
Skriv, Skriftklog, dens Historie. En kongelig Kyklus
om Gaden for Saxo Grammaticus.
Stof? Skarn og Støv er Stoffet. Stanken. Skidtet. Plus
den Skrøne om Saxo Grammaticus.
Her krænkede jeg Danmark; men blev med Bærmen Dus . . .
Tilgiv mig, Mester, o Grammaticus.