Mod en kongelig Mur Kolonaden sig tegner
med de doriske Sejler i kongelig Ro.
Unaadigt paa Rytterens Bronce det regner —;
Men Himlen staar smykket med Regnbuens Bro.
Som en kongelig Gaard ligger Pladsen og spejler
sit øde, og Dagen, der drømmer og tier.
Kun Rytteren skimter et Glimt af en Sejler —.
Bag Dørene spøger der Døds-Dynastier . . .
Men Murene lytter til Trin af Gardisten,
der endnu omfavner det gamle Gevær . . .
O, Danmark, du savner i Dag Anarkisten,
der kasted en Brand i den sovende Hær . . .
Nej, det var dog Synd imod Arkitekturen,
der former en Ædelhed stille i Sten . . .
Og det var dog Synd for de Mærker i Muren,
der fremviser stolt sit Aarhundreders-Mén. —
Idylliske Dage for Kongen i Landet.
Han sover saa trygt i den drømmende Gaard.
Og ude staar Stjernernes Skær over Vandet —,
og Sømanden synger om Marions Haar . . .
Mod en kongelig Mur Kolonaden sig tegner
og Søjlerne løfter en stolt Kapitæl.
Hvor fredfyldt og yndigt og sagte det regner —,
som Taarer af Danmarks vemodige Sjæl . . .
Thi ingen vil larme i Kongernes Gade,
og kaste en Brand ind i Kongernes Gaard,
og splintre den fornemme Mester-Fagade,
der staar som et Aasyn, mærket af Aar.
O, Solskin, gaa ind ad Balkonernes Rude
og list dig, og straal for Prinsessens Fod.
Kys lønligt den silkeskinnende Pude —,
og sig, at den Fattige er hende god . . .