Foraar
Til E. B.
Til E. B.
Ad de blaavaade Veje, Frost-Flisernes blinkende Sti
gik jeg Opstandelsens søde Mirakel forbi —,
som ledtes jeg frem mod en Morgens ild-byggede Maal,
Solen, der steg som et Værk af et støbende Baal.
Jeg standsede ikke ved spinkle, dag-spejlende Trær.
Jeg løb imod dig og det stærke, stumt tonende Skær,
der stiger saa brat af dit blanke og barnlige Sind —,
og synes at strømme i Morgenens varmende Vind . . .
Dugg-dryppende Grene og Kvistenes tegnede Spind
var mig som Vipper af Øjne, der stirrede ind
i mine, i lykkelig Græden, over de blaanende Veje —,
fordi du i Dag kan smile, ømt fra dit Sygeleje . . .
O, kunde jeg maale den Glædes vilde og ydmyge Magt,
der gør mig saa stum og ene og stundom forsagt —,
forsténet af stormende Uro, af spørgende Elsker-Aand,
af Lyst til i mine Hænder at veje din syge Haand . . .
Mit Maal er at takke Lyset der hvidt og forklaret gaar
ind gennem den klare Rude, hvor Sengen i Lyset staar —,
som lægende Hænder, der lægger en lysende Ild-Amulet
paa Pandens syge Hvidhed og Blikket, der smiler træt.
Ad de smeltende Veje, hvor Hjulspor vidner om Kraft
og Træerne drikker af Jordens sødt løsnede Saft —,
løber jeg længe op ad den sporvogns-ringende Bakke,
draget af Haarets Billed, din yndefuldt hvilende Nakke.
O, jeg vil lægge min Haand langs Linjerne i dine Træk
og hvile i Smilets Rytme og lede dets Bleghed væk —,
som var jeg et frelsende Foraar med Varme og gylden Tø,
der ikke forlader dit Leje, og vil ikke du maa dø.