Se Solen i min Rude, forenet med Gardinet.
Det er som Lyset leger og gyldenlér i Linet —.
Det er som Vinden risler, som Kys, der kærligt kommer
og vælder ved min Rude og hvisker stille: Sommer
En Luft som Appelsiner. Et koldt Orangeskær.
Det er som om et Foraar er kommet Ruden nær —.
Hver Villa staar og gløder med Tage som af Ild —.
Men Varmen er saa vaarlig, som Vinteren er mild.
Fra rede Skorstenspiber gaar Røgen fin paa Flugt.
Man tror, at der er Trolde i Huset indelukt . . .
Smaafolk, der passer Gryden og Æventyrets Ild —,
og passer deres Porrer og Saltemad og Sild.
Langt ude synes Himlen og Havets Horizont
at sænke lilla Blomster mod Byens sidste Dont —.
En gylden, mættet Tone af Sol, der kærligt kysser
de Tage, som nu drømmer om Blomsterne, der drysser . . .
Forelsket i min Udsigt til Strandens Sølvervand
til Villahavens Gærder og Livets søde Land —,
sér jeg en Verden rødme saa fredelig til Sinds,
som saa jeg for mig ligge en lille pæn Provins.
Højt farer Røgens Faner fra hver en Skorstensmast.
Den minder om et Kølvand fra Skibet, som har Hast . . .
Som gled en vældig Sejler beruset mod det Blaa —.
Men ingen skimted Skibet, det Skib, som jeg kun saa . . .
Fabrikers Silhuetter som Borges dunkle Tind —.
Hør, Dagen klinger stille af Is og varsom Vind —.
Det er som om der drager mod Himlen hen en Hær
af Slægter, der opvaagner i Eventyrets Vær . . .
Det er som noget vandrer forbi min Rudes Spejl —.
En Skumring i hvis Farver jeg ser de tunge Sejl
af Skibet, som nu vinker fjernt med en hvid Lanterne
Farvel til denne Rude, der blændes af en Stjerne . . .