Aanden i Naturen
Til to unge Opfindere.
Til to unge Opfindere.
Først til Eder Fornægtere af Livet
i alle de livløse Ting.
Saa til Jer, for hvem Aand er Atomer,
der hvirvler i Kaos’ets Ring.
Saa til Eder, der spotter det Døde
og dømmer: En Sten er en Sten.
Til Eder gaar Sangen om Ilden
og Lysets livsspindende Tén.
Først til Eder, der kalder en Stjerne
et Genfærd af Klodernes Fest,
en Jord, der er død, og for evigt
som Maane-Ruinen en Rest . . .
Først til Eder, der tror, at det levende
Liv kun er til for at dø.
Til Eder gaar Sangen om Forskernes
Frugter af Undringens Frø.
De Kræfter, der kalder i Stenen,
i Stoffets udstraalende Sjæl,
faar Liv fra et lysende Midtpunkt —
Sol-Sejlernes Ild-Kapitæl . . .
Den Drøm, der forleder en Drømmer
til Troen paa Tingenes Aand,
bærer de fineste Bølger —,
bliver det traadløse Baand.
Thi Kræfternes kæmpende Rytme,
der bygger det bølgende Hvælv,
er Bud om de dybeste Baner,
der styrer og styrker Jer selv . . .
Ild-Kildernes varmende Verden
har Bo paa Instinctets Bund,
og glimter igennem en Glæde,
der fostrer det evige Fund.
Da synger vi siden til Eder,
der banked paa Bjergenes Dør
og ledte i Taagen med Lyset,
I arved af Aanden fra før.
I det straalende Genius-Aasyn
saa I som ind i et Spejl —.
Sandheden steg som en Stjerne
af Taager og Famlen og Fejl.
Thi til Eder, der viste os Livet
og Aanden i livløse Ting,
synger vi Sangen, der selv er
en Frugt kun af Kaos’ets Ring.
En Hilsen, der næres af Ilden
dybt i et broderligt Bryst,
og melder to Bølger, der skylled
i Land paa Berømmelsens Kyst.