De vilde Violinister
Til fire Malere.
Til fire Malere.
Fire Violinister i samme Symphoni.
Gud, Dante og Djævlen gaar sammen forbi —.
Kommer ind i Baalet,
hvor Penslerne og Staalet
gløder i . . .
Fire musikalske Giganter gaar frem.
Buen er af Ild. Og Ilden deres Hjem.
Og Strengen, skønt af Tarme,
er af Muskler og Arme
en Rem . . .
Den første er en Festfyr. Fuld af et evigt Spænd.
Født til at favne Pigen og føle hendes Lænd . . .
Selskabs-Øers Zoner
og forfinede Toner —
er Svend . . .
Den anden er Disciplen, Drømmeren, der formaar
at male selve Mestren i Synagogens Gaard . . .
Der skinner hede Sole
i den purpurne Kjole —,
hvor han staar . . .
Den tredje er en Tiger — af Taalmod og Trods,
og spiller op i Djunglen, om saa Byttet er en Los . . .
saa sammenbidt. Saa lille.
Stor af Ild —, men stille
blandt os . . .
Den fjerde er en Fører. Det er ham, der har vist
de andre den Gud, deres Ild har lovprist . . .
Han er Ynden og Ilden,
og Løven og Kilden —.
Uden Brist.