Franceska da Rimini:
Den græske Ild! Hvem undflyr den?
End aldrig saa jeg den før. Sig, er det
sandt, at ej i Kampen gives værre Kval?
Taarnvægteren:
Ja, grufuld er forsand den Ild, vi her
bereder —.
Jeg lytter, o Kallinikos, til Lyden af din Esse,
hvor den Ild, du afgudsdyrker, af din Magersjæl opflammer!
O, Kallinikos, det ryger saa forbandet i dit Kammer —.
Sig mig, Mester, hvem din Ild, der er som Aander, brænde skal?
Sig mig, hvem er de Fordømte, der skal knæle i din Hal?
Jeg kommer, Hellas Ældste, med et Bud fra Aphrodite.
Hun har sagt mig, du kan frelse, hvis du vil det, de Fortabte —.
Du kan slukke denne Ild, du selv, dengang jeg fødtes, skabte —.
Og nu beder jeg dig: Skaan mig! Dæmp min Attraas dybe Brand!
Jeg skal mødes med min Elskte i et ungt og barnligt Land.
Heliopolis sig højner med de hvide Marmorhuse.
O, Kallinikos, hun venter med sin Ungdom og sin Ære,
den, min Attraas tusind Munde ikke taaler at fortære
Mester, skynd dig, dæmp de Flammer, der ubændigt i mit Bryst,
gør mig selv til blodigt Offer for min hjælpeløse Lyst.
Jeg sværger: Hellas Kvinder er en Hob af de Hetærer,
du har skabt med dine Flammer, dine hedenske Mirakler.
Her er Brystet, ser du, Mester, der er fuldt af deres Fakler —.
De har kastet dem, af Vellyst, i mit yngling-hede Sind,
naar de planted deres kongelige Giftkys paa min Kind.
Jeg spørger nu, Kallinikos, og bér fra Aphrodite,
skal jeg mødes med min Elskte med en Sjæl, der staar i Flammer?
O, Kallinikos, Kallinikos, jeg knæler i dit Kammer!
Hun er ung, og hendes Lemmer er saa barnlige og smaa.
Hendes Æter-Øjne lyser saa forunderlige blaa.
O, du Ild, som kun fortærer de Fortabtes Febersjæle,
hav Barmhjertighed, og slip mig af din stumme, kolde Lue.
Lad mig mødes med min Elskte i den strenge Marmorstue —,
hvor hun venter i Tribonen med saa korte Ærmer i,
og hvis Mønster er en myldrende, brodéret Melodi . . .
Hvad svarer du, Kallinikos, blandt Hellas hvide Ældste?
Jeg bønfalder, jeg bønfalder, driv de Aander af mit Hjerte!
De har pisket mig til denne dybt forsmædelige Smerte . ..
Dræb min Attraa! Dæmp Begæret paa min offerrøde Mund.
Hende vil jeg ikke møde i en hed, hetærisk Stund.
Jeg svarer dig, du dumme Dreng, som knæler i mit Kammer:
Saa farligt nær ved Flammerne du lærer ingen Kulde.
Af Ilden blev nu Kamrene i Hjertet dobbelt fulde . . .
Gaa, skynd dig til din Elskede, som sidder hvid og mild,
og giv — nu har du nok, min Søn — dit Hjertes halve Ild —.
Da gik jeg til min Elsktes Dør blandt hvide Marmorhuse,
og traadte som paa Flammer i en streng og solfyldt Stue —.
Min Elskte lærte Livet af mit Hjertes hele Lue.
O, Mester, o, Kallinikos, i denne søde Stund
sprang dine græske Flammer af min Aphrodites Mund.