Atter de tudende Toge. Den kaldende Nat.
Jeg elsker at vandre med dig, min velsignede Pige.
Atter det Dyb, der er rigt som et hemmeligt Rige?
Hvor er du nu, min hvide og ranke Veninde,
der bar den forsvundne og lysende Dag paa dit Bryst?
Saa dunkel du blev i din mørke, dybt brændende Lyst.
Jeg elsker dig, elsker dig, elsker dit lysende Navn.
Du gik i den sorgløse Dag med saa barnlige Tanker.
Nu lyser dit Kys af en Ild fra din flammende Favn.
Atter de hjemløse Lyde. Gem mig, min elskede Pige.
Du som har ført mig til Sommerens brændende Bund.
Vist mig den Ild, der fortærer os, Mund imod Mund.
Atter de tudende Toge. Maskinernes Larm.
Aabner sig Natten og Dybet i Kysset, min Pige?
Ilden, der springer imod mig fra Lysternes Rige?
Jeg klynger mig angst til din unge, henrivende Arm,
og lykkelig hører jeg Togene tude og kalde —.
Vi holder hinanden for fast til at vakle og falde . . .