Jeg gik i Haver iblandt hvide, slanke Kvinder.
Jeg syntes at hvert Blik var vildt som Vin,
hver Skikkelse en Sum af saligt søde Minder,
og hver, som kom imod mig, syntes min . . .
Paa skønne, nøgne Skuldre Nøgenhedens Kaabe
laa hvid og blændende i Havens røde Luft.
Paa hvide Brysters Purpurlæber laa en Draabe
nektarisk Vin, der syntes vaad af Duft . . .
Jeg gik i Haver, hvor en Ild som Taager brændte,
saa Havens røde Blomster blødte under Støn.
Hvergang mit Blik mod Kvinderne sig vendte,
da hvisked mod mig en hetærisk Bøn . . .
Thi de var ranke som af Ledens kolde Lyster,
og de var ranke af en Ild, der var som Is . . .
Jeg syntes Giften randt af deres Læbe-Bryster,
og Døden smilte i den døde Dis . . .
Jeg gik forbi en Række ranke Fristerinder,
hvis Vellyst-Hvidhed vandrede i Ring —.
Jeg stod som i en Kreds af kongelige Kvinder,
hvis Lader var som ladet med et Spring . . .
Da følte jeg, hvor jeg var lykkeligt alene
saa nær de dræbende Hetærers Hær . . .
Da blev jeg stenet, ak, af deres Øjnes Stene,
fordi jeg ingen af dem havde kær. —