Emil Bønnelycke (1893–1953)

Prolog

Ved Rebekkasøstrenes Hittebørns-Bazar

i Odd Fellow Palæet den 10. og 11. Oktober 1918.

Gaa varsomt, du natlige Vandrer,
I Folk, som gaar glade fra Fest.
Vær stille, I Hovslag, der klaprer
fra Droschens tungt travende Hest. —
Vær stille, I Fodtrin, der lyder
som Banken af Stilhedens Hjerte. —
Der gaar gennem Gader og Gyder
et Suk af usigelig Smerte —.

Gaa blidere, begge Betjente,
som runder den natlige Tur,
og tegner gigantiske Genfærd
som Skygger paa Stiftelsens Mur —.
Træd stille, I jærnhaarde Hæle,
træd stille paa Gader og Veje.
Her vaager blandt slumrende Sjæle
en Verden, som ingen vil eje —

Ti stille, I smækkende Ruder,
forkynd ingen dybere Skræk
for den, der nu lægger sit Hjerte
i Porten og lister sig væk —.
Gaa sagte, I natlige Sukke
af Blæste: thi Barnet skal sove,
og glemme den alfare Vugge —,
den store og kolde Alkove . . .

Du øde og lyttende Gade,
du mærker de bankende Slag
af Moderens raabende Hjerte,
der ryster ved Tanken om Dag —.
Du haarde og iskolde Flise,
som bærer den flygtende Fod,
nyn hende en trøstende Vise
med Ro til det raabende Blod.

I Lygter, der blege belyser
den flygtende Moders Færd,
o, gem Eders skinnende Knive —,
det skarpe og skinnende Skær.
Prøv ej forgæves at stikke
det Hjerte, som Livet har skabt!
Det Hjerte findes jo ikke —.
Thi Pljertet har Moderen tabt — —.

O, døm, du Blæst, hende ikke!
Raab ej, du harmfulde Nat!
Den Moder, der flygter imod dig,
var jo forinden forladt —.
Nu ejer hun intet Hjerte.
Nu ejer hun ingen Varme.
Nu bærer hun Tomhed og Smerte
i sine favnende Arme . . .

Fordømt er hun dømt til at flygte,
forfulgt af en klynkende Graad —.
Men aldrig skal Moderkinden
mér føle sig lindrende vaad —.
Thi Taarerne græder hun ikke.
Hun har ingen Taarer mér —.
Og Barnets bebrejdende Blikke
er Synet, hun hvileløst sér —.

Hendes Dage skal blive til Nætter,
til Kvaler, som ikke har Navn,
og Tomhedens kogende Mørke
skal fylde den fredløse Favn —.
Hendes Ungdom skal blive til Mørke,
og Længslen blive til Skræk,
og Taarerne blive til Tørke —!
Engang skal hun visne helt væk.

Gaa stille, I Pust gennem Porten,
og lyt til de levende Slag
af Moderens bankende Hjerte,
der lever sin første Dag —.
Lyt stille, du Larm i det fjerne,
ved Vuggen, hvor Skyggerne gaar —.
Der straaler i Porten en Stjerne . . .
to Øjne, som intet forstaar —.

Og her skal du lære din Mildhed,
du iskolde, natlige Blæst.
Hér skal du komme som Konge
til Helligtrekongersfest — —.
Hertil skal du drage og dvæle,
du Stormvind, og lære din Varme —.
Hertil skal du komme og knæle
og kysse to famlende Arme — —

Her skal I standse og lytte,
I Hovslag og ilende Trin,
og føle en tindrende Glæde,
nyskabt af Øjnenes Skin —
Her skal I føle den største
Fest, som er Livet til Ære —.
Barnet, hun fødte, det første —.
Barnet, det store og sære —.

Og Stenene inde i Porten
skal blomstre ved Vuggens Fod —
og slaa som en duftende Kaabe
i Kludene dybt deres Rod . . .
udbrede et Tæppe af Farver,
der lyser festligt for Barnet,
en Drøm, den uskyldige arver —,
der ellers var skyldig til Skarnet.

Men den, som ved Morgentide
skal finde den klynkende Sjæl,
skal kalde paa varsomme Venner,
og bede dem: Kom hér og dvæl —.
Saa vil hun søsterligt værne
den Gave, som Natten har givet,
og da skal den skinnende Stjerne
blive en Sol over Livet —.

Engang skal den hjemløse Moder
mindes de kvalfulde Dage,
og da skal forgæves hun kalde
det Hjerte, hun tabte, tilbage —.
Det Hjerte er blevet en Moder!
Eller Hjertet er blevet en Mand.
Maatte da Taarernes Floder
forløse det fredløse Land —.