Tak, du Blomsterhandler for din Løvbutik,
for den Kubisme i din Bods Amfiteater,
hvor blaa og hvide Liljer kalder paa mit Blik,
og Hedelyngen gør mig til en hjemløs Tater.
Tak for Roserne i Kongelogens Førsteplads.
Jeg véd, at de skal straale ved et Galataffel
imellem hvide Barme i et hvidt Palads
og Servietter, Druer og Likeurkaraffel.
Det er de Blomster, som engang ad Aare
skal drysses paa den samme Rigmands Pande
og dænges som en sidste Hilsen i hans Baare
og kysse Øjelaagets eviglukte Rande . . .
Tak, du Fyrrekogle med de grove Skæl,
du simple Frugt fra primitive Egne —,
hvor Kulden frøs saa mange Kiim ihjel,
som maatte uden Klage i sin Sneseng segne.
I Tulipaner og Narcissers Farvekor,
der raaber højt om Foraaret og Sorgløsheden,
jeg véd, I vokser paa en Tue fredlyst Jord,
hvor én, der gav sit Venskab, sænkedes forleden . . .
Aah, jeg forfølges af en viis og gammel Lære,
af en Skarntydetanke mellem Vaarvisioner —.
Saa lad dog den fordømte Dødssøvn være!
Og Tanken om et Liv mod Sekellegioner . . .
Tak, I Nelliker og blaa Violbuketter,
du Foraar bag en Blomsterhandlers Rude.
Jeg vidner ved din Farverigdom og beretter,
at her er Sol og Fuglesang herude.