En usét Sanger fløjter bag en Haves Hegn
og fylder Luften med sin dybe Melodi.
Sé over Haven hænger Draaberne af Dagens Regn
og højner Glansen i det søde Trylleri.
Som en Art Fabelbær, der lyser op i Hækken,
spejler Draabediamanter en forklaret Dag —.
Men i den vaade Muldjord visner Vintergækken,
Foraarsforkynderen, der segner for sin Sag —.
Den karske Luft er som en dyb, narkotisk Sø,
hvori en Solsorts solofløjtede Sentenser
synger, det er Livet lykkelig at kunne dø,
fordi man levede en Glæde uden Grænser . . .
O, alle Duftene, som genopstaaede henflyder
i sød Forening i det nye, sarte Vejr,
er jo udaandet efter Regnen og betyder,
at Dagens Klarhed straaler af et Taareskær . . .