Jeg drak en Dram af Solen,
hvis Guld laa hvidt i Gaden
som Sommer over Staden —.
Jeg blev saa blidt beruset,
paavirket af dens Varme.
Det var som Solen fejrede
en Vaar i Vindueskarme —,
fortryllende et gult Gardin,
der lyste som en gylden Vin . . .
Jeg drak en Dram af Solen,
og nu blev Rusen slem —.
Jeg saa, at hvert et Hjem
fik Glimt af Ild i Ruderne,
fik Flammer paa Facaden —.
Det var, som om der vandrede
en gylden Gud i Gaden . . .
En Gud for Vaar og Varme,
med Sol til alle arme —.
Jeg drak saa mange Dramme
til jeg blev ør og hed
af Vaar, som vælded ned —.
Paa alle Solgesimserne
dér spillede Reflekser,
en saadan Glans og gylden Ild,
der tryller og forhekser
en gammel, graa Facade,
en fattig, fattig Gade . . .