Ved Isonzo sank med blodigt Indre
Romas Søn. Han var saa træt af Krigen,
kunde knap sin egen Kval erindre,
saa de røde Stjerner staa og tindre . . .
Truffet snubled han i Kappefligen,
følte Mørket gro, fik Fred for Krigen.
Alle Floder, Adriaterhavet
drager til sig, fik en hektisk Farve;
thi en Ungdom, som var rigt begavet
saa sin Drøm i Vand og Jord begravet . . .
Døden skulde disse Sønner arve,
derfor fik hver Flod saa rød en Farve.
Der er ingen Nat saa tung som denne,
der i Anger gemmer sine Dræbte. —
Roma raaber graadkvalt mod sin Fjende:
Hvor er mine stolte Sønner henne?
Vis mig Nytten nu, hvortil de stræbte!
Har du, Blodnat, Tal paa dine Dræbte?
Morgnen kommer rød som selve Slaget.
Solen som en Vunde staar og bløder.
Hér har Dødens vilde Rytter jaget,
angrende har Mars sin Stridsvogn áget —.
Se, hvad Morgnen over Marken møder:
Faldne Mænd, der ikke mére bløder . . .
Roma, Roma raaber mod Firenze,
Pisa, Parma: Hvor er vore Sønner?
Vil en naadig Gud dog aldrig ænse
denne Sorg, der savner Bund og Grænse . . .
O, i denne Kval, hvori vi stønner,
er det som vi hørte vore Sønner . . .
Ved Isonzo staar de dødes Skove
tavse efter Ildens røde Bragen.
Dybt i Jorden Romas Sønner sove,
vild er Adriaterhavets Vove . . .
Bølgelarmen er en kvalfuld Klagen.
Roma græder for Isonzodagen.