Jeg er fra Valence, i Valence bor min Moder.
De Blomster, som hun sendte, har min Barndoms skære Duft.
Mit Hjerte, hvorfor banker du for ham, min Barndoms Broder,
svimmel af Karbolen og Salens syge Luft?
Jeg plejer hér en Anden, hvis Mundvig er en Kilde,
hvor Hjertets stumme Taarer ad en smal og blodig Sti
løber Dødens Marathon, men styrter i det stille . . .
Er Graaden, som du græder, o Mund, mon snart forbi?
Er Svampen mon en gul Blomst, der svaler mine Hænder
og køler denne Kærligheds unyttige Baal,
hvor Billedet af Barndomsvennen fra Valence udbrænder
til Aske, der skal hvile i mit Hjertes dybe Skaal.
Mine Blomster fra min Moder —. Som Skove er Karbolen!
Jeg staar i gule Skyer af de Døendes Aandedræt —.
Som Dagslys i Kapeller er det lumre Lys af Solen ,
hvor levende gør Luften endnu mere mæt. —
Mine Blomster fra min Moder — var det, jeg vilde sige —.
Nu vaagnede den Døende, o, vaagned for at dø —.
Hans Øjelaag er Randen til en Afgrund, til et Rige.
Pupillen er i Blikket en synkende Ø . . .
Jeg er fra Valence, i Valence bor min Moder.
De Roser, som hun sendte, har mit Hjertes røde Duft.
Min Barndomsven er borte. Hans eget Hjertes Floder
slumrer i en evig, højt blaanende Luft.
Hos ham, der ligger stille, i sin uséte Segnen
med Mundvigen tegnet af en størknet Purpurflod,
skal Roserne fra Moder, Valence og Barndomsegnen
stille i hans døende Hjerte slaa Rod . . .