Du løfter dit Hoved fra stumme Kolonner af Tal.
Der aander en Tørke imod dine sværmende Tanker,
som blunder i Drømme om blussende Haver og Bal.
O, søg ingen Stjerner i disse Kolonner af Tal.
De har ingen Øjne, der sér, hvor din Pande er smuk.
De har ingen Stemme, der svarer din Træthed og Undren.
De har intet Øre, der fanger dit lydløse Suk —
og lytter, naar du sidder hvilende, stille og smuk.
Jeg misunder Bogen, hver Side, hvert lykkeligt Blad,
der røres i ubevidst Ro af din Haand, dine Arme —.
Du er vel, o Bog, omhyggelig ydmyg og glad
for alle de Kærtegn, der ødsles som Kys paa dit Blad.
Jeg beder den Ørken af Typer og brændende Tal,
den Verden, Beregninger er for en vémodig Pige —,
fortær ikke Glansen af hendes Øjnes Krystal.
O, sluk ikke Stjernerne i dem, I sløvende Tal.
Og ikke en éneste Gnist af det tindrende Smil.
Og ikke en Tøddel af al hendes Ømhed og Længsel.
Og und hendes Hjerte et langt og forjættende Hvil,
og bliv for de flittige Øjne til Stjerner og Smil . . .
Dit Blod er for duftende ungt og for blussende rødt,
for skøn en Buket til at sættes og blomstre i Blækket —.
Dit Suk er vel lydløst, men høres dog som noget sødt,
forinden dit Smil i en hemmelig Sorg er forødt . . .
Du sænker dit Hoved mod stumme Kolonner af Tal,
der ikke har Blik for din stille og bøjede Blondhed
Du blunder i Drømme om blussende Haver og Bal,
og vaagner til Verdner af tørre og brændende Tal.