Drachmann, Drachmann, hør hvor Havets Vugge
kalder den tilbage, som har elsket Havet. —
Hør, dets Storm er blevet dybe Sukke,
dybest dér, hvor Harpen er begravet —,
hvor du sover, kærligt favnet af dets Sand,
askehvid i Dødens hvide Land.
Om din Vugge hvisker dine stærke
Sange, du i Livets Storm engang har sunget.
Denne Vémods Manen lader mærke,
hvor din Høvdingrøst engang har runget —,
jublende til Skønheds Ære, hvide Skjald,
kongeligt i Kærlighedens Kald.
Du har mandigt baaret Havets Stemmer.
Du har sunget dybt og lyst som selve Dagen.
Du har grædt dybt i dit Hjertes Gemmer —,
som har skælvet i en Sang til Skagen . . .
Som et ydmygt Bølgekys mod Strandens Stén
græd din Hyldest til den hvide Grén . . .
Se, hvor Havets Blaanen sænker Faner
med en evig Ynde om det Sted, du sover.
Dine Skibe bryder deres Baner
paa de samme Veje, dine Vover —.
Dine Fugle flagrer kærligt om din Klit.
Alt, hvad der lever hér, er stedse dit.
Drachmann, Drachmann, hør hvor Havet kalder
paa sit eget Barn, som slumrer nu derinde.
Hør, der toner gennem Dagens Haller
denne Kalden af den store Kvinde —,
Havet, Havet nævner moderligt dit Navn,
stormer, stormer som en Moders Favn. —