Gaa ud i de falmende Skove,
hvor Somren sit Dødsblund skal sove,
hvor Bladene gustnede falder
og dør i de høstlige Haller —
og bliver til Støv, som vi andre,
naar vi ind i Døden maa vandre.
Gaa ud i den døende Sommer,
hvor Vindene dødssvangre kommer,
den Larm, du i Løvet kan høre,
omsuse dit syngende Øre —,
og drage med Anelser ind
om Død — i dit lyttende Sind.
Gaa ud mellem gulblege Blade,
hvor Stammerne staar som en Gade —,
hvor Træerne synes dig Huse,
hvor Vinde i Løvbyen bruse —,
og Døden i Stilhed begriner
de dejlige, gyldne Ruiner . . .
Hvor Verden i Høstvé sig vaander.
Gaa stille, thi Skoven udaander —.
Gaa, hvor det græder i Løvet —,
thi Somren er sunket i Støvet,
og Bladene ligger udstridte,
og stil dig i Afmagtens Midte.
Og vær du den Røst, der genkalder
Somren og det, der forfalder —,
Sig, at naar Vintren er over,
skal det, der i Dødssøvnen sover
stige af Graven paany,
grønt i det vaarlige Gry.
1914